Tilsynserklæring 2024-25
Ringsted Lilleskole
Forældrekreds og bestyrelse
Tilsynserklæring 2024-25
Ringsted Lilleskole – Forældrekreds og bestyrelse
Som tilsynsførende er jeg en del af forældretilsynet på skolen. Hvert år afleverer jeg en erklæring til Undervisningsministeriet, hvor jeg svarer på en lang række spørgsmål om undervisningens faglige indhold samt en række spørgsmål om skolens tilgang til demokrati og folkestyre m.v.
Denne erklæring kan ses på skolens hjemmeside ved skoleårets afslutning.
Desuden gennemgår jeg læseplaner, karakterer for afgangselever mv.
Min opgave kan sammenfattes således; Jeg skal sikre mig – og forældrene, at eleverne på Ringsted Lilleskole får en undervisning, der matcher undervisningen i folkeskolen samt sikre mig, at skolen forbereder eleverne til at være voksne borgere i Danmark med frihed, folkestyre, demokratisk dannelse m.v.
I dette skoleår har jeg besøgt Ringsted Lilleskole to gange: 20. november 2024 og 13. marts 2023
Den 20. november besøgte jeg 9. klasse – naturfag, 8. klasse – matematik, 0. klasse – dansk, 1. klasse engelsk og 5. klasse historie
Den 13. marts 2025 besøgte jeg følgende klasser: 7. klasse – madkundskab, 4. klasse – dansk, 6. klasse – tysk, 4. klasse – billedkunst og 5. klasse engelsk.
Jeg har drøftet aktuelle pædagogiske emner og planer for Ringsted Lilleskole. Jeg opfatter det som en klar forbedring, at skolens ældste klasser har byttet lokaler med mellemgruppen. Det har bl.a. medført en forbedring af undervisningsmiljøet, at de ældste elever ikke længere ”søger væk” fra klassen, når de arbejder selvstændigt eller i grupper. Det er et vigtigt element, at undervisningen tilrettelægges så eleverne kan reflektere og arbejde i grupper. Efter ændringen er rammerne for dette mere faste, så eleverne fastholdes på opgaven.
Planerne for et egentligt madkundskabslokale fortjener at blive realiseret, idet de nuværende rammer for faget er et absolut minimum, hvor elever og lærere må roses for alligevel at få et godt udbytte af undervisningen.
Det er min oplevelse, at skolen har formået at fastholde og udbygge det faglige niveaue i undervisningen og den gode skolehverdag for eleverne.
Undervisningsmaterialets faglige og pædagogiske kvalitet er fint og de fysiske rammer er ligeledes rimeligt gode.
Det er min vurdering, at undervisningen på Ringsted Lilleskole står mål med undervisningen i folkeskolen i dansk, engelsk og matematik og i øvrigt i alle fag står mål med undervisningen i folkeskolen.
Jeg har samlet fundet, at skolen til fulde lever op til sit ansvar vedrørende undervisning og ansvar for indlæring.
Skolen forbereder eleverne til at leve i det danske samfund med frihed og folkestyre og er i det hele taget med til at udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse.
Tølløse den 7. april 2025
Birk Christensen