Virksomhedsplan for Oasen 2024-25

Denne virksomhedsplan er tænkt som et arbejdsværktøj for ansatte og forældre på Ringsted Lilleskoles fritidshjem Oasen, for at vi kan styrke samarbejdet omkring børnene. Endvidere skal den tjene som information til nye børn og forældre om, hvem vi er og hvad vi står for.

Den indeholder bl.a. oplysninger om, hvad vi laver, hvad vores målsætninger er, og hvad vi forventer af jer forældre.

Hvem er vi?

Oasen rummer ca. 100 børn fra børnehaveklasse til 6. klasse (ældre elever har også mulighed for at være i Oasen). Fra 1. maj til skoleårets slutning har vi også førskolegruppe, kaldet spirer.

De voksne er:

  • Thomas Døssing, pædagog
  • Line Poulsen, pædagog
  • Mirjam Johannesen, pædagog
  • Annette Siedler, pædagogmedhjælper
  • Phillip Frederiksen, pædagogmedhjælper
  • Peder Mogensen, pædagogmedhjælper
  • Hertil kommer et par faste, dygtige unge vikarer (i skoleåret 2024-2: Emma og Sara)

Vores mål:

Vi tilstræber, at vores daglige arbejde skal være medvirkende til at bevare og udvikle børnenes selvværd, kreativitet og ansvarlighed, for derigennem at støtte og udvikle deres evne til at tænke og handle selvstændigt. Endvidere ønsker vi, at udvikle børnenes forståelse for forskellighed og deres evne til at indgå i et socialt fællesskab.

Igennem det daglige samvær med børnene er det vores mål:

  • At børnene lærer at se, lytte og tænke over det, som omgiver dem
  • At børnene lærer at tage hensyn og respektere andres forskellighed
  • At børnene gennem leg og aktiviteter opdager egne muligheder og begrænsninger
  • At børnene lærer at argumentere og lytte til andres meninger
  • At børnene lærer at føle ansvar for sig selv og deres omgivelser
  • At børnene udvikler situationsfornemmelse og empati

Pædagogikken:

I fritidshjemmet lægger vi vægt på en anerkendende pædagogik, der er mere end ros og positiv feedback.  Vi skal kunne sætte os i børnenes sted og være åbne over for vores forskellige opfattelser og udgangspunkter, så børnene føler sig hørt og forstået.

Vi er af den opfattelse, at en anerkendende pædagogik skaber de bedste forudsætninger for børnenes trivsel og har en positiv indvirkning på opbygningen og vedligeholdelse af selvværd og selvtillid.

Åbningstider, ferieplan og udmeldelse:

Oasen åbner hver morgen kl. 6.30–8.10. Morgenmad fra kl. 6.30-7.00

Om eftermiddagen er der åbent til kl. 17.00, dog fredag til kl. 16.00.

Lukkedage/uger: Uge 29 og 30 i sommerferien, efterårsferien, mellem jul og nytår, grundlovsdag, samt fredag efter Kristi Himmelfart. I skoleåret 2024-25 også dagen efter grundlovsdag. Øvrige dage er der åbent for pasning af tilmeldte børn.

Der betales hver måned en fast pris for en plads i Oasen, og derfor har barnet mulighed for at deltage både morgen og eftermiddag. Satserne reguleres årligt og kan bl.a. ses på skolens hjemmeside. Ud over fritidshjemssatsen, betales 50,- kr. om måneden, som dækker evt. morgenmad (serveres indtil ca. kl. 7.00 i morgenpasningen) og cafémad om eftermiddagen (serveres typisk omkring kl. 14.00).

Udmeldelse skal være skolen i hænde senest løbende måned plus en måned. Udmeldelse sker ved at udfylde udmeldelsesblanket. Denne kan I få udleveret i Oasen, eller printe den selv via dette link ”Information”.

Fysiske rammer:

Oasen har sin egen bygning, som vi bruger som base. Skolens øvrige værkstedslokaler og gymnastiksal bruger, vi når der er mulighed for det. Vi har et stort udendørs areal med legepladser, boldbaner, bålhytte og en mooncarbane.

Aktiviteter, leg og udeliv:

Vi er ude hver dag uanset vejret. Regn derfor også med, at jeres børn i løbet af året vil få den dejlige mulighed for oplevelsen af: at have vådt tøj, et skrabet knæ, mudret tøj, huller på bukseknæet m.m. Børn skal have lov til at lege! Efter en lang dag på skolebænken skal børnene have frisk luft og bevæge sig for at løsne op i kroppen og undgå hovedpine.

Vores overordnede holdning er, at børnene har brug for at slappe af, og lege på deres egne præmisser efter en lang skoledags struktur og koncentration. Vi oplever, at mange af børnenes hverdag kan være stresset og struktureret, og derfor kan de have brug for selv at overtage styringen. Derfor vil de aktiviteter, vi laver for det meste være på frivillig basis. Dog vil det være obligatorisk at deltage i børnemøder, som vi afholder den første tirsdag i hver måned.

Ugekalender og fritidshjemmets årshjul:

Via ForældreIntra kommer der hver uge en aktivitetsplan for den kommende uge. Her vil der stå, hvornår forskellige aktiviteter vil finde sted.
Aktivitetskalender for hele året, sendes ud i starten af skoleåret.

Omgangsform, sprog og opførsel:

Vi forventer at børnene udviser passende respekt over for hinanden og de voksne i Oasen. Her skal være rart og trygt for alle børn. Vi forventer at børnene udviser respekt for Oasen og dens inventar, ved at behandle legetøj og møbler ordentligt samt huske at rydde op efter sig selv. Dette forventer vi, at forældrene bakker op om.

Beskeder:
* Husk at give besked til Oasen på Intra eller sms, hvis jeres barn ikke kommer i fritidshjem, eller hvis jeres barn skal sendes på et bestemt tidspunkt.
* Husk at give besked ved legeaftaler; hvem skal man hjem til, og hvem henter børnene?
* Husk at give besked hvis der er en anden end mor eller far der henter.

Skiftetøj og sko:
* Da vi er meget ud (også i regn og sne) skal jeres børn have skiftetøj med. Børnene skal altid have tøj og sko/støvler med der passer til vejr og årstid.
* Det er en god ide, hvis børnene har et par indesko med, når det er vinter og efterår, da det godt kan være rart med noget på fødderne.
* Vi anbefaler at man sætter navn i alt tøj og sko, så det er nemmere at finde, hvis det er blevet væk.

Café:

Hver eftermiddag mellem klokken 14.00 og 15.00 serverer vi et eftermiddagsmåltid for børnene. Der er en egenbetaling på 50 kr. om måneden. En typisk uge serveres har vi en dag med frugt, en dag med grønt, en dag med boller, en dag med knækbrød, og en dag med blandet frugt og grønt. Én gang om måneden stemmer børnene til børnemødet om noget de godt kunne tænke sig til café i løbet af den kommende måned.

Regler for mobiltelefoner og spillemaskiner:

Vi henviser til Oasens mediepolitik .

Forældresamarbejde:

For at børnenes trivsel er optimal, vægter vi et åbent og gensidigt samarbejde mellem forældre og medarbejdere meget højt. Dette samarbejde er bl.a. den uformelle kontakt i hverdagen. Vi finder det vigtigt, at forældrene møder åbne døre, og at de kan føle sig velkomne. Ved henvendelse på ForældreIntra kan forældrene forvente et svar inden for et arbejdsdøgn. Vi tilstræber et loyalt samarbejde med skolen og børnenes lærere, så børnene har de samme spilleregler i både skole og på fritidshjem.

Ligeledes forventer vi, at forældrene informerer os om svære beslutninger, som ændringer i familieforhold eller skolegang. Vi opfordrer til, at man selv kommer ind og henter sit barn og siger farvel til krydseren, men børn, der selv cykler hjem, skal selvfølgelig også huske at komme ind og sige farvel til krydseren.

Vi forventer, at man henvender sig direkte til personalet, hvis man undrer sig eller har noget, man er utilfreds med. Vi er altid åbne for en god og konstruktiv dialog.

I starten af hvert skoleår (typisk september) afholdes forældremøde i Oasen.

Made by Hjemmesider.dk